4   115
6   127
3   106
8   115
8   97
27   102
9   104
10   115
11   87
1   61

Det eneste der hjælper på sorg er at sørge


Kære Thomas 

Det er nu præcis en måned siden dit hjerte en torsdag sidst på eftermiddag holdt på med at slå, og for os der stod ved din side stoppede hele verden brat. Da vi kom ud fra hospitalet så vi at folk derude godt nok fortsatte. Solen skinnede, bilerne kørte og der var mennesker, stemmer og latter på gaderne. Uforståeligt for os i boblen. Hvordan er det muligt at verden bare fortsætter når noget så vigtigt og elsket er forsvundet? 
Jeg var forberedt, for jeg har oplevet sorg før. En sorg så tung at den slog mig omkuld og satte mig ud af at leve livet i lang tid. En sorg jeg bærer med mig hver dag og er en stor del af hvem jeg er, men som jeg efterhånden har fundet en plads til. Så derfor ved jeg at der er lys forude når bare man kommer igennem tågen, og at det faktum at verden fortsætter bliver en velsignelse fremfor et slag i ansigtet.


Jeg har fundet ud af at sorgen har mange ansigter, kommer i mange former og at sorg er både fysisk og psykisk og er helt forskellig fra person til person og tab.
Jeg er på godt og ondt god i kriser. Det vil sige at jeg handler. Jeg bearbejder og kommer videre ved at gøre noget. Derfor var det godt for mig at få lov til at ordne alle de praktiske ting vedrørende din mindehøjtidelighed og dit hvile. Det hjælper mig at have et formål. Jeg siger til mig selv og andre, at jeg gør det for vores datter og din familie, men os to imellem så er det også for mig selv. Det hjælper mig at handle. Det skubber alle følelserne i baggrunden og livet føles i små glimt helt normalt, og jeg har et formål og en berettigelse. Men jeg kan mærke at de haler ind på mig …følelserne. De er ved at få overtaget. Jeg har svært ved at sove. Jeg lægger hovedet på puden udmattet nærmest hver aften men blot et par timer efter er jeg lysvågen med tankemylder, åndedrætsbesvær og ondt i maven. Jeg står op, fordi jeg ved det ikke hjælper mig at blive liggende ,og jeg læser eller ser Netflix fordi jeg ved min hjerne kun kan koncentrere sig om en følelse af gangen. For det meste falder jeg i søvn igen og dagene starter helt normalt igen. Men 24 timer i døgnet er der en trykken på min brystkasse. Jeg trækker vejret lidt for hurtigt, og jeg er hele tiden på stikkerne. Jeg tror ikke det er godt at have det sådan alt for længe, og jeg ved du ville bede mig om at stoppe op og trække vejret helt ned i maven. Tro mig jeg har prøvet!

Jeg bliver også ovemandet af gråden ind imellem. Det er som om tårerne har deres eget liv, og bare er opsat på at komme ud når det er allermest ubelejligt. Som i går da jeg kørte bil og senere børstede tænder. Det er som at få et slag hårdt i brystet, når jeg kommer i tanke om at du ikke er her mere, og samtig bliver jeg helt skamfuld over at jeg tillader mig at savne, elske og sørge så meget over dig. Jeg tænker hele tiden at der er folk der har det værre end mig, og at jeg slet ikke kan tillade mig at være så ked af det.

Det er ikke rart at føle sig flov over sin sorg og lige netop derfor skriver jeg det her, fordi jeg kan mærke på min at jeg på trods af alle de praktiske ting jeg gør for at hjælpe familien og i særdeleshed vores datter ikke kan underkende den. Jeg må anerkende at den er der, og at den er kæmpe stor om end en anden end da jeg mistede et barn. Men mange af tankerne er de samme:

Hvordan kan det her ske?
Hvorfor sker det for mig/os?
Var der noget jeg kunne have gjort anderledes?
Kunne jeg have reddet dig? 

Der er en kæreste, en datter, nogle søskende og forældre der savner dig hver dag, og jeg prøver at lade deres sorg fylde det meste og lade min egen være i baggrunden. Men den skubber mig i ryggen og presser på. Den vil ud og frem fordi jeg inderst inde godt ved at det eneste der rigtigt hjælper på sorg er at sørge.

Jeg ved du er med os…

M

Share:

2 Comments

  1. Katrine
    11. august 2019 / 21:33

    Hvor er det bare SMUKT skrevet. Jeg beundrer din måde at mindes på og selvom jeg ikke kender dig mærker jeg hvor meget han oprigtig betyder for dig!
    Ære være hans minde.

  2. Nevenca
    12. august 2019 / 12:18

    Thomas er med jer oppe fra Marianne ❤️ Lov mig at give dig selv lov til at sørge og mærke dine følelser. Du har lov og giv dig selv lov !! Og stil dig selv et skridt nærmere foran og ikke kun i baggrunden. Og skammen SKAL du pakke væk for den er ikke brugbar for dig som menneske eller for dine nærmeste… Dine nærmeste har brug for dig MEN du har også brug for at hele, så solen med tiden atter kan skinne på din vej. Jeres sammenhold som familie og med Anastasia er jeres styrke og vil kun bringe jer tættere sammen ❤️ Thomas ved du gør hvad der skal til og han kræver ikke mere af dig end det du allerede gør… For du rejser dig igen Marianne – det gør du gang på gang … Livet kræver meget af dig og din handlekraft er beundringsværdig … Varme tanker til dig og dine nærmeste, Nevenca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *